skip to Main Content

Johans Lækre Julehjertekarton – Rød/Hvid

59.00 DKK inkl. moms

Beskrivelse

4 store ark lækker karton til at lave kæmpestore julehjerter – 2 røde og 2 hvide.

Dette superlækre karton bruger jeg til at lave kæmpestore julehjerter – helt op til en halv meter brede! Disse hjerter er rigtig flotte i store vinduer eller på døre, og dette lækre karton gør dem skarpe at se på og solide at føle på. Et kæmpehjerte i karton kræver ganske vist en vis indsats at fremstille, men bagefter står du med en smuk, iøjnefaldende pynt du kan bruge i mange, mange år.

Kartonet vejer 250 g/m2, hvilket er en god tyngde og væsentligt tykkere end det meste karton du finder i butikker. Pga. papirets høje kvalitet er dette karton dog stadig føjeligt nok til at man kan flette store hjerter med det. Blankheden og farverne er det du kender fra Johans Lækre Julehjertepapir med en skøn julerød, pureste snehvid, og dybeste blæksort.

I pakken får du 4 ark, der hver måler 30cm x 50cm. Det er nok til at lave ét kæmpestort hjerte, der bliver ca. 50cm bredt, og du får også en rød og en hvid strimmel karton med oveni, så du selv kan vælge farven på dit kæmpehjertes hank. Du kan også lave to eller fire hjerter der bliver lidt mindre men stadig bemærkelsesværdigt store (se beskrivelse længere nede). Endelig kan du naturligvis også bruge kartonet til en masse andre kreative projekter!

Vi pakker papiret i en stor, solid pap-konvolut (én pr. forsendelse) som du med fordel kan beholde og bruge til at opbevare dit flettede kæmpehjerte i mellem hver jul. Kartonet lægges i konvolutten i en beskyttende plasticpose som også kan gemmes.

Sådan lægger du hjerterne på kartonet

Kæmpe julehjerter i Johans Lækre Karton
Sådan kan du placere hjertedele på kartonet

Til at lave det størst mulige kæmpehjerte af kartonet i pakken klipper du en halv hjertedel ud på hvert ark, se tegningen. Mere præcist: For at lave den hvide hjertedel, klipper du forside-halvdelen på det ene hvide ark, og bagside-halvdelen på det andet hvide ark. På forside-halvdelen tilføjer du nogle tapper i bunden, som tillader at du kan lime de to halvdele sammen. OBS: det er meget vigtigt, at du husker at spejle skabelonen på bagside-halvdelen, se tegningen. Gør det samme med de røde ark.

Som angivet på tegningen bliver bredden af hver hjertedel 30 cm med denne metode, hvilket giver et flettet julehjerte der er 51 cm bredt og 47 cm højt uden hank.

Du kan også lave to hjerter af kartonet i pakken, se den næste tegning. Her klipper du de to halvdele af hver hjertedel på samme ark. Her kan bredden af hjertedelen blive op til ca. 18 cm, så du får to færdige hjerter der er 31 cm brede og og 28 cm høje.

Endelig kan du få 4 kartonhjerter ud af din pakke papir ved at lægge to hele hjertedele på hvert ark, se den tredje tegning. Dette giver færdige hjerter der er 26 cm brede og 23 cm høje.

Sådan klipper du kartonet

Kartonet kan klippes med en stor saks eller skæres med en god skalpel. Jeg vil ikke anbefale at du samtidig klipper igennem begge lag karton til hver hjertedel, som du måske gør, når du klipper i glanspapir eller Johans Lækre Julehjertepapir: dette er kartonet for tykt til.

For at overføre skabelonen til kartonet, kan du printe skabelonen ekstra stort, fx fordelt over flere A4-ark. En hjertedel kan stort set være på en A3, hvis man har adgang til en A3-printer. Til simple hjerter kan man tegne skabelonen direkte på kartonet. Endnu en mulighed er at bruge kalkepapir, hvor du aftegner skabelonen direkte på din computerskærm, hvor du har brugt din pdf-viser til at zoome ind på skabelonen til den har den rigtige størrelse.

Sådan fletter du kartonet

Hvis man fletter hjerter i store størrelser som beskrevet ovenfor, så er det kun en smule mere udfordrende at flette karton end at flette glanspapir. Kartonet skal i højere grad skubbes på plads, og nogle manøvrer, hvor fx skal have en bred flap igennem et smalt hul, kan være lidt svære. Det værende sagt, så har jeg flettet også de sværeste af mine julehjerter i karton uden problemer.

Jeg anbefaler at du først flettet hjertet du ønsker i almindelig størrelse i glanspapir eller Johans Lækre julehjertepapir. På den måde har du styr på, hvordan flettet fungerer, og der er mindre chance for at du fletter forkert.

God flettelyst

Upcoming: Super BLACK FRIDAY rabat på vores Klip-og-Flet og Flette-Udfordringer
Back To Top