skip to Main Content

Kontakt

Kontakt mig gerne vedrørende special-designs, produktion af julehjerter i stort oplag eller medie-optræden.

E-mail: johan@johansjulehjerter.dk


Johans Julehjerter
v/ Johan Rosenkilde
Bistrupgårdsvej 29
3460 Birkerød

Tlf: 28 70 71 80
CVR: 38167421

 

Medie-omtaler og andre optrædender

Se hvilke julemarkeder du kan møde os på i 2019.

 

Har du skrevet om mig, eller har jeg glemt noget i listen ovenfor, så send mig endelig en email på johan@johansjulehjerter.dk.

 

Betingelser for brug af værkerne og skabelonerne

Se Betingelser.

 

Johan Rosenkilde Julehjerter

Hej, jeg hedder Johan!

Jeg har elsket julehjerter siden jeg flettede mit første hjerte som barn, og jeg har skabt nye motiver og skabeloner lige siden.

Johans Julehjerter startede i 2016 efter min blog Julehjertedesign blev meget varmt modtaget. Vi ønsker at give nyt liv og kreativitet i folks julepynt: både det der bliver flettet med familien en juleklippe-dag i december, og det der bliver købt og omhyggeligt gemt fra år til år. Vi har designs og skabeloner i alle sværhedsgrader og i den bredeste vifte af udtryk og motiver du finder noget sted. Til dem der vil have en hånd med har vi hjerter, der allerede er skåret, klar til flet. Og så har vi selvfølgelig helt færdige julehjerter, klar til at hænge på træet.

Jeg stillede også spørgsmål til, om glanspapir nu engang er det bedste, vi kan lave julehjerter af. I min søgen faldt jeg over et fantastisk italiensk papir med dybe jævne farver og blank, næsten plastic-agtig lakeret overflade. Dette pakker jeg nu om og sælger i julehjerte-venlige portioner under brandet “Johans Lækre Julehjerte-papir”.

Når jeg ikke er i færd med at flette julehjerter forsker jeg i matematik som lektor på Danmarks Tekniske Universitet.

Husk at følge os på Facebook, så du altid ser vores nyeste julehjerter!

Se hvilke julemarkeder du kan møde os på i 2019.

Johan Rosenkilde

 

 

Julehjertets historie

Det kommer bag på mange, at Julehjertet er en særlig dansk tradition. Det har bredt sig en smule fra Danmark til de andre nordiske lande, måske især Norge hvor det hedder en “julekurv”. Men udenfor Skandinavien er det enten ukendt eller kendt som “danske flettede hjerter”.

Det ældste julehjerte vi kender er flettet i 1850’erne af selveste H. C. Andersen som en gave til H. C. Ørsteds børn (ja, den berømte videnskabsmand). Hjertet er gult og grønt, lidt skævt, og har 5 flapper på hver del. Der er ingen hank. Digteren var en virtuos med en saks, og ville ofte klippe eventyrlige silhouetter til sine tilhørere mens hans fortalte sine eventyr. Vi ved ikke med sikkerhed at H. C. Andersen opfandt teknikken, men det er nærliggende at tro om så kreativt et menneske.

Der gik nu stadig et stykke tid, før julehjertet blev sat på hvert et dansk juletræ. Det tog først rigtig fart i 1890’erne i de nyetablerede børnehaver. De var inspireret af Friedrich Fröbels nye idéer, og her blev papirklip brugt som et centralt pædagogisk værktøj. Det er fx Fröbel der opfandt og udbredte de flettede stjerner som vi i dag kalder “julestjerner”, og som stort set alle danskere har prøve at flette. Julehjertet blev på samme måde folkeeje med julehjerter hjembragt af børnehave-børnene. Det kan undre, at julehjertet ikke også spredte sig til de tyske Fröbel-børnehaver, men det ser altså ikke ud til at være sket.

Allerede i starten af 1900-tallet er det tydeligt at julehjertet nu var bredt kendt: vi har utallige tegninger, og endda visse fotografier, af juletræer med julehjerter på. Det er også fra denne tid at vi ser de første julehjerter med særlige mønstre og motiver. Mange af disse er i dag betragtet som gyldne klassikere.

Benno Blæsilds “Flettede hjerter – et særtræk ved den danske jul” er en kort men betagende fortælling om julehjertets historie.

Back To Top