Johans Julehjerter – til forsiden
3. Søndag i Advent julehjerte

3. Søndag i Advent

Sværhedsgrad: 3/5 i flet 3/5 i klipning

Dette er så det tredje julehjerte i Adventskrans-serien. Julehjertet følger naturligvis stilen fra det to forgængere, men er dog lige en tand mere kompliceret pga. det tredje lys.

Jeg havde jo forlængst besluttet den overordnede udformning fra det første julehjerte i Advents-serien, så design-beslutningerne bestod i at bestemme hvordan lys og lysstråler skulle placeres, samt hvordan snit og flet skulle lægges for at gøre hjertet mest muligt stabilt. Jeg løste designet i den rækkefølge og bestemte først udseendet af julehjertet helt uden at tænke over flettet.

Grundlæggende set er julehjertet - som de foregående - et 3x3 flet, men hvor lysstrålerne og den kløvede bund tilføjer ekstra felter. Jeg startede med at beslutte hvordan lys og krans skulle snittes. Jeg ville gerne undgå at det store felt med krans og lys blev for slapt: man kunne naturligt have lagt snittet sådan at hele det midterste lys' konturer lå helt i den røde del, men så ville det lys "stikke op" ad det midterste flet, og man ville være nødt til at lime det ind til det hvide papir bagved for at undgå, at de flapsede løst.

Mit endelige design lægger i stedet mere af lysenes kontur i den hvide del. Det får i stedet det store hvide felt imellem de to af lysene til at flapse, hvilket jeg løste ved at låse flappen med et lommesnit i den røde del, der definerer kransens overside. Samme løsning blev brugt i andet søndag i advent-julehjertet.

Det højre lys kunne også være blevet skåret udelukkende i den røde del, men det ville også få det til at sidde løst. På mit design bliver feltet i stedet låst fast ved en slags lomme-snit i den hvide del.

Som tidligere er ilden i lysene og hullet i kransen udgjort af falske felter, hvor lidt lap skubbes ud gennem et snit i det foranliggende papir. Hullet i kransen kunne også have været opnået ved blot at skære det ud af den røde side, men så ville feltet "flyve" for meget ovenpå det hvide. At lave det som et falsk felt, hvor det hvide stikkes nedefra og op, giver en svag perspektiv-effekt.

De fleste af lys-strålerne er lavet simpelt som meget spidse indre flapper. Dette kunne dog ikke lade sig gøre for spidsen over julehjertet til højre, da to indre flapper her ville gennemskære hinanden. Derfor lægges denne spids i den røde del.

Som tidligere er den kløvede bund opnået med et enkelt parallel-flet.

3. Søndag i Advent julehjerte på et juletræ
Tredje Søndag i Advent var Julehjertet i Julekalenderen 13. december 2015

Andre hjerter med Jul og advent